Velkommen til Bogstøtten

Bliv en del af et studiemiljø for mennesker med psykiske lidelser

Forøg din chance for at færdiggøre din uddannelse

Bogstøtten er et tilbud til studerende der oplever psykiske lidelser, med eller uden diagnose. I Bogstøtten kan du få støtte og vejledning til at komme igennem dine studier, men også til at få et afbalanceret studieliv med plads til både arbejde og fritid.

Hos os bliver du del af et studiemiljø, hvor et væsentligt element er det fællesskab, der eksisterer imellem de studerende. Bogstøtten er et sted, hvor vi tager del i hinandens liv, såvel nedture som succesoplevelser.

Bogstøtten råder over læserum, hvor man kan forberede lektioner, skrive opgave eller speciale. Vejledningen er ikke lektiehjælp, men procesvejledning med fokus på strukturering af studieprocesser, skrivning i akademiske genrer og studielivsmestring. Målet med Bogstøtten er at etablere studievaner, der gør, at studiet hjælper en til at få det bedre i stedet for det modsatte.

I Bogstøtten kalder vi de studerende ’medlemmer’, fordi du bliver medlem af et fællesskab. Medlemskabet er gratis.

En del af Fountain House København

Bogstøtten hører under Fountain House København, og det betyder, at du også bliver del af et større fællesskab med mennesker i andre livssituationer end dig selv. Bogstøtten slog dørene op i 1995, og du kan læse mere om både historie og nutid i jubilæumsskriftet Bogstøtten & Fontana 25 år (2020).

Erfaringer viser

Bogstøtten har en afgørende betydning for mange studerendes progression i studiet. Medlemmerne oplever, at Bogstøtten udgør en ramme om deres studieliv, som er med til at fastholde dem i at være studieaktive og hjælper dem til at strukturere hverdagen for på den måde at blive færdig med studiet.
Herudover oplever medlemmer af Bogstøtten at få støtte til at håndtere svære perioder i livet og bedre at kunne tackle de udfordringer, der kan spænde ben i hverdagen, når man også er ramt af psykiske problemer.

For de fleste kommer Bogstøttens medlemmer og medarbejdere til at udgøre et vigtigt netværk – noget der er afgørende, hvis man eksempelvis har mistet kontakten til ens medstuderende på studiet. Når der er fokus på den enkeltes ressourcer, oplever vi, at de studerende begynder at turde udfolde sig og tro på fremtiden.

Når de studerende er blevet færdig med studierne, er der mange, der holder fast i deres tilknytning til stedet. De bliver ved med at se vennerne fra Bogstøtten og danner selv netværksgrupper.

Hvem kan bruge Bogstøtten?

Bogstøtten benyttes især af studerende fra de lange og mellemlange videregående uddannelser. Enkeltfagsstuderende på HF er også velkomne. Tilbuddet er henvendt til psykisk sårbare studerende, der bor i Københavns og Frederiksberg Kommune.

Studerende fra andre kommuner kan bruge Bogstøtten efter forudgående aftale med en sagsbehandler i den pågældende kommune.

Man behøver ikke være studieaktiv, men man forventes at have et studieperspektiv.
Man kan for eksempel også bruge Bogstøtten i en periode, hvor man prøver at blive klar til at begynde på en uddannelse eller i en periode med orlov.

Info til fagfolk

Bogstøtten benyttes især af studerende fra de lange og mellemlange videregående uddannelser, men studerende på gymnasialt niveau er også velkomne. Tilbuddet er henvendt til psykisk sårbare studerende, der bor i Københavns og Frederiksberg Kommune. Tilbuddet er enten finansieret efter Servicelovens § 104 eller gennem Lov om Aktiv Beskæftigelse §32.

Studerende fra andre kommuner kan bruge Bogstøtten efter forudgående aftale med en sagsbehandler i den pågældende kommune.

Uanset hvilken kommune i Hovedstadsområdet man bor i, er man velkommen til at komme til en introsamtale. Her kan man få hjælp til en afklaring af, hvorvidt Bogstøtten er det rigtige for én.

Skal man være studieaktiv?

Man behøver ikke være studieaktiv, men man forventes at have et studieperspektiv. Man kan for eksempel også bruge Bogstøtten i en periode, hvor man prøver at blive klar til at begynde på en uddannelse eller i en periode med orlov.

Støttemuligheder

Når man begynder i Bogstøtten, har man mulighed for at få støtte fra både vejledere og medstuderende. Man kan få individuel hjælp til både faglige udfordringer og eksistentielle problemer.

Varighed

Brugen af Bogstøtten varierer fra studerende til studerende. Man tager udgangspunkt i den enkeltes studieplaner for eksempel i forhold til eksamener og opgaveafleveringer.

Bogstøtten

Kontakt

Du er velkommen til at kontakte os for mere information.

+45 53 26 45 74

Åbningstider
Mandag: 8:30 – 16:00
Tirsdag: 8:30 – 16:00
Onsdag: 8:30 – 16:00
Torsdag: 8:30 – 16:00
Fredag: 8:30 – 15:00